Akkreditering af kiropraktorklinikkerne blev besluttet ved overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Kiropraktor Forening og Danske Regioner med virkning fra april 2017. Akkrediteringen sker efter Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), som er baseret på et fælles vurderingsgrundlag i form af 13 standarder målrettet kiropraktorklinikker. Akkreditering og DDKM handler om kvalitetsvurdering og -udvikling med det formål at understøtte og udvikle den faglige, den patientoplevede og den organisatoriske kvalitet.
Akkrediteringen forløber indenfor overenskomstperioden over de næste 3 år. De første klinikker blev varslet d. 3. april 2017, og de eksterne surveys (besøg i klinikkerne) er planlagt til perioden januar 2018 - marts 2020. Rækkefølgen af surveys sker regionvis ved lodtrækning.
Der er 13 standarder til kiropraktorklinikker, som er udviklet i et samarbejde mellem Dansk Kiropraktor Forening heriblandt 5 kiropraktorer, Danske Regioner og Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS). De 13 standarder er blevet testet i et pilotprojekt i foråret 2016 med deltagelse af 14 kiropraktorklinikker, som gennemgik hele akkrediteringsprocessen og testede standarderne. Efterfølgende blev standarderne justeret på baggrund af erfaringerne fra pilottesten og feedback fra pilottestklinikkerne. Alle 14 pilottestklinikker blev akkrediteret!
Caroline Lund,
Kvalitetskonsulent i IKAS
Tlf: 2096 1760, email: clu@ikas.dk