02-12-2015
I en harmdirrende kritik af den akkrediteringsmodel, som fremover skal anvendes i almen praksis, er en lægelig debattør nu gået så vidt, at han beskylder akkreditering for at ”gøre livet surt for de syge børn”.
Han forklarer, at akkrediteringstandarderne kræver, at hans sjove legetøj skal kasseres til fordel for noget kedeligt, rengøringsvenligt legetøj, og ser dette som et godt eksempel på den detaljerede og bureaukratiske regelstyring, som akkreditering er udtryk for.
Hvis han nu havde taget lidt luft ind, inden han fór til tasterne, ville han muligvis have opdaget, at det, som han latterliggør, ikke er akkreditering, men de infektionshygiejniske retningslinjer, som Statens Seruminstitut og Dansk Selskab for Almenmedicin har udarbejdet.
De beskriver bedste nationale praksis for at forebygge smitte i almen praksis, f.eks. at børn smitter hinanden gennem legetøj i lægens venteværelse. Det er altså ikke en flok uvidende bureaukrater, men landets bedste eksperter i infektionshygiejne, som har givet disse anbefalinger.
Ved akkreditering undersøger vi bl.a., om praktiserende læger følger bedste faglige praksis på vigtige områder, som f.eks. hygiejne. Men det er altså ikke IKAS, men derimod faglige eksperter, der fastlægger, hvad der er bedste praksis.
Hvis man er uenig med deres anbefalinger, må man tage diskussionen med dem og ikke lade som om, det blot er et bureaukratisk påfund, man er oppe imod.