Når dataindsamling bliver til defensiv kultur
9. september 2014
Data er pt. det hotte emne i kvalitets- og i ledelseskredse i sundhedsvæsenet. Eller rettere sagt: Det hotte emne er, hvordan vi reducerer nogle af de mange dataindsamlinger, der foregår, og som der har været stort fokus på gennem de seneste år – ofte i en grad, så indsamling af data næsten er blevet synonymt med ”de kolde hænder”.
Det var derfor en opløftende oplevelse at deltage i medlemsmøde hos Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, DSKS, forleden. Her var der bogstavelig talt data på dagordenen. Mødets tema var nemlig anvendelse af kvalitetsdata, og en række oplægsholdere og mange tilhørere udfoldede deres tanker.
Det positive var, at vi alle er ret så enige. Vi er enige om, at vi skal bruge data. Meget gerne tidstro data. For som overlægeforeningens formand Anja Mitchell udtrykte det, er det som at stå på et ben og holde balancen med lukkede øjne, når man skal manøvrere i den kliniske hverdag uden at vide, hvordan det, man gør, virker.
Det hjælper ikke at få serveret afdelingens ventetider og genindlæggelsestal med flere års forsinkelse. Vi skal altså bruge data til at opsnuse, om vi har problemer i den daglige drift, vi skal bruge data til at afsløre, om vi har kvalitetsbrist, og vi skal bruge data til forskning.
Samtidig oplever man, at der bliver tastet for meget derude i hverdagen. Og det er her det store dilemma opstår. Som Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner udtrykte det, så er vi alle skyldige. Når man sidder om konferencebordet, er der ingen grænser for, hvor dyb ønskebrønden er. Alle ønsker sig data om det ene og det andet. Til gengæld bliver der altid stille, når man spørger, hvilke data man skal udelade.
Det er teoretisk set klart for alle, at data kun skal indsamles, hvis man ved, hvad de skal bruges til, hvem der skal bruge dem, og hvornår de skal bruges. Der er formentlig også konsensus om, at vi kun bør bruge energi på at samle data ind, hvis de er af tilstrækkelig høj validitet, og at udbyttet af dataene står mål med den indsats, der er lagt i at indsamle dem. Formålet bør jo altid i sidste instans være, at de indsamlede data reelt kan bruges til at konkludere på.
Dette burde vi jo ikke kunne blive uenige om. Så hvorfor er vi alligevel havnet i den situation, at vi må diskutere, hvordan vi undgår at bruge alt for mange kræfter på meningsløs registrering og dokumentation?
DDKM standardsættet for sygehuse er faktisk et godt eksempel på i hvert fald noget af det, der kan være forklaringen. Da man begyndte at udvikle DDKM i Danmark, sammensatte man temagrupper af alle de fremmeste lægelige eksperter. De satte sig ned hver især og overvejede: ”Hvad ville jeg gøre, hvis jeg skulle sikre kvaliteten på netop dette område?” Det støbte faktisk grundstenen til en meget ambitiøs 1. version med store krav til dokumentation og registrering.
Det har vi selvfølgelig lært noget af, og 2. version af DDKM er blevet langt mindre papir- og dokumentationstung. Men eksemplet viser tydeligt, at kravene ikke kommer af ingenting. Ønskebrønden er dyb, og det bliver formentlig svært at finde ret mange eksempler på dataindsamlinger i sundhedsvæsenet, som ikke oprindelig havde en fornuftig baggrund.
Udfordringen er at få luget ud løbende. Det er ikke noget, der alene kan gøres centralt. Der er i hvert fald på kvalitetsområdet brug for, at man helt ned på afdelingsniveau drøfter, om der er mening med de data, man indsamler, og at man tager dialogen med dem, der beder om data.
Men det er en ledelsesopgave at fordøje de data, der indsamles, og bruge dem som beslutningsgrundlag. Det er også en ledelsesopgave at facilitere en offensiv kultur, hvor man ikke har retningslinjer og data for alt for en sikkerhed skyld, men hvor man tværtom bruger sine dataindsamlinger til at opsnuse de problemer, der måtte være og til at turde se dem i øjnene. Så får vi kvalitetsudviklingskulturer, som er ”problem-sensing” fremfor ”comfort-seeking”.