Skal vi måle på proces eller resultat? - Svaret er ja!
22. januar 2014
Skal vi måle på processer eller på resultater i sundhedsvæsenet? Det var et af de store diskussionsemner på det nyligt overståede årsmøde i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren. I IKAS mener vi, at der skal måles på begge dele, for målingerne har forskellige formål, hvilket på årsmødet også blev glimrende formidlet af Jacob Anhøj.
Vi tror på, at der er brug for målinger til forskningsbrug, målinger til udviklingsbrug - og så målinger til ”bogholderbrug”, som vi foretrækker at omdøbe til ansvarlighedsmål. Det handler jo ikke blot om bureaukrati, men om at man står til ansvar for, at man leverer det, der forventes. Ansvarlighedsmål må naturligvis være resultatmål; eventuelt kan procesmål, der er tæt på resultatet anvendes. Der kan fx være så god evidens for effekten af et lægemiddel, at måling af, om behandlingen er givet, svarer til et resultatmål. Mål for gennemførelse af scanninger og terapeuttilsyn og tilbud om rehabilitering, som i øvrigt kan være ganske nyttige udviklingsmål, er til gengæld for langt fra resultatet til at kunne være gode ansvarlighedsmål.
Processerne er interessante
De ansvarlige må nødvendigvis interessere sig for processerne, for det er dem, der leverer resultaterne. Og vi mener, man bliver meget klogere, hvis man anvender hele paletten af metoder til at studere processer og ikke bare nøjes med numeriske målinger. Der findes et væld af kvalitative metoder; i flæng kan nævnes audit, fokusgruppeinterviews, kerneårsagsanalyser og FRAM. Surveymetoden, som den kendes fra akkreditering, er også et eksempel.
Vi skal bare bruge den sunde fornuft, når vi vurderer processer. Det er en fejltagelse, hvis man tror, at man skal skrive retningslinjer, der tager højde for ”alt”. Og det er en lige så stor misforståelse at tro, at processen altid skal overvåges via måling. Der er selvfølgelig processer, der skal standardiseres: Det er godt, at traumemodtagelser tager imod svært skadede patienter efter en nøje struktureret drejebog. Men det ville være vanvid at tro, at hele behandlingsforløbet kan rummes i drejebogen. Det vil formentlig være spild af tid og kræfter at overvåge sin traumebehandling ved at måle på, om protokollen altid følges nøje – med mindre man har grund til at tro, at der er et kvalitetsproblem, som skyldes netop dette. EPJ vil give mulighed for megen overvågning af denne type, men det er vores opfattelse, at man skal anvende den med en vis varsomhed. Ønsker vi personale, der er mere optaget af, om de har fulgt reglerne, end af om der er kommet det rette ud af det?
Standarderne er typisk ikke ’One size fits all’
Hvad betyder dette for Den Danske Kvalitetsmodel? I første version fyldte kravene til retningsgivende dokumenter meget, og kvalitetsovervågningen (trin 3) indeholdt mange krav om overvågning af processer med journalaudit. Dette var fornuftigt på et tidspunkt, hvor det stadig for mange gjaldt om at ”få orden i huset”. Men nu skal vi videre. I anden version er der lagt meget vægt på at formulere standarderne, så det fremgår, at meningen ikke er, at ”one size fits all” – eller her, at alle blindt skal ernæringsscreenes. Ligeledes er en del trin 3-indikatorer fjernet, og andre er ændret, så sygehusene får mulighed for at udskifte procesovervågning med resultatovervågning eller overvågning af processer gennem indsamling af kvantitative data med kvalitative metoder.
Det er en udvikling, vi ikke er færdige med. Tredje version skal gå videre i denne retning. Hensigten med DDKM kan helt sikkert også formidles bedre.
Vi tror, at DDKM vil kunne bidrage til, at detaljeret specifikation og overvågning for mange processers vedkommende kan erstattes af en større forståelse blandt ledere og medarbejdere for, hvordan processen leverer resultater, og at registrering og dataindsamling kan suppleres med et kvalitativt eftersyn af processerne ved internt survey, gennemført af sygehuset selv, og eksternt survey, gennemført af IKAS’ surveyorkorps.